Oversigt

Viser opslag med etiketten Fødselsdag. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fødselsdag. Vis alle opslag

mandag den 1. juli 2013

Pulled pork med barbecuesauce og coleslaw

Alle taler om det! Derfor besluttede jeg mig for, at ride med på bølgen - jeg blev nødt til at afprøve det dersens pulled pork :-) resultatet var så lækkert! Jeg serverede denne ret til 15 snakkelystne fødselsdagsgæster, som blev helt stille mens de spiste :-) det var lidt sjovt at se :)
Nedenstående opskrift havde min Mor afprøvet med stor succes, derfor brugte jeg den. Jeg synes at resultatet er så godt, at jeg ikke har overvejet at prøve andre... Jeg startede med at lave pulled pork om torsdagen, og vi fik det lørdag. Retten forberedes over lang tid, men det passer jo sig selv :)

Til 4 personer:

1 stykke nakkefilet på ca 2 kg (så er der måske til dagen efter også :))

Saltlage:
2 liter vand
120 ml salt
100 ml sukker
3-5 laurbærblade

Dry rub:
1 spsk salt
4spsk paprika
4 spsk brun farin
2 spsk barbecuekrydderi
1 spsk chipotle chili (den er mere røget end almindelig chilipulver)
½ spsk koriander
1 tsk sort peber eller cayennepeber

Dag 1:
Start med at lave saltlagen, ved at røre salt og sukker ud i kogende vand, til det er opløst. Tilsæt laurbærblade og afkøl saltlagen, når den er helt afkølet, kommer du kødet ned i lagen og stiller den i køleskabet i 12-24 timer. Saltlagen går ind og konserverer kødet, så det holder bedre på saft og smag.

Dag 2:
Bland alle ingredienserne til dry rub. Gnid det ind i kødet og stil det tilbage i køleskabet i 12 timer (nogle opskrifter springer denne hviletid over).

Dag 2/3:
Nu skal kødet steges i ovnen ved 100 grader i cirka 12 timer. Jeg har både prøvet at stege kødet i en stegeso, og tildækket med alufolie i en bradepande, det gav samme resultat. Efter 12 timer stikker man et stegetermometer ned i kødet, det skal gerne vise 90-95 grader. Tag to gafler og træk kødet fra hinanden :-)
Skal du lave en stor portion, skal kødet have længere tid, jeg gav 8 kg nakkefilet 24 timer. Jeg satte det over aftenen før vi skulle have det, og det passede perfekt. Jeg havde anbragt nakkefileterne i 2 bradepander tildækket med alufolie, og satte ovnen på 95-100 grader varmluft. 

Da jeg skulle lave pulled pork til 15 personer, brugte jeg 8 kg nakkefilet - det viste sig at være 3 kg for meget, men på ingen måder spildt, da jeg på denne måde fandt ud af, at man sagtens kan fryse resterne ned. Når kødet er tøet op, skal det have 1 time ved 150 grader, mens det er pakket godt ind i alufolie/stegeso. Jeg hældte ½ dl whisky henover, inden jeg satte det i ovnen, dét kan klart anbefales, eller måske rødvin..

Jeg serverede pulled pork i en burgerbolle med coleslaw og barbecuesauce og grøn salat. 

Burgerboller 6 stk.:
3½ dl lunkent vand
100 g fuldkornsmel, evt fuldkornsdurum
450-500 g hvedemel
1½ spsk olivenolie
25 g gær
1 tsk groft salt
1 tsk honning

+1 æg til pensling
sesamfrø

Gæren røres ud i lunkent vand sammen med honning og olie. Tilsæt fuldkornsmelet og salt, rør det sammen. Tilsæt hvedemelet lidt ad gangen, til dejen har en tilpas konsistent, til at blive æltet. Hæld dejen ud på et meldrysset bord, og ælt den godt igennem. Kom den tilbage i skålen, dæk den til og lad den hæve et lunt sted i 1 time.
Når dejen er hævet til dobbelt størrelse, tages den ud på et meldrysset bord, del den i 6 og form til flade runde boller - brug eventuelt en kagerulle, selvom de bliver meget flade, så hæver de godt op i ovnen. Dæk dem til med et viskestykke og lad dem hæve et lunt sted i 1 time. Pensl med sammenpisket æg og drys med sesamfrø. Bag burgerboller i en forvarmet ovn på 225 grader (almindelig ovnvarme) i 15 minutter.


Cole slaw:
1 spidskål (det er mere sprødt og mildt i smagen end for eksempel hvidkål)
½ kg gulerødder
2 dl creme fraiche
1 spsk mayonaisse
1 tsk sennep
1 spsk balsamico
salt og peber

Snit spidskålen helt fint, og riv gulerødderne på den grove side af rivejernet - eller med et julienneskræller. Bland ingredienser til dressingen og bland det sammen med spidskålen og gulerødderne.

Barbecuesauce:
1 rødløg
2 store fed hvidløg
30 gram brun farin
40 ml Teriyaki sauce – kan sagtens erstattes af Soya sauce
30 ml Soya sauce
80 ml Æblejuice
50 ml Jack Daniels whiskey eller anden whiskey
2 “squizz” Tabasco sauce
½ dl Ketchup
Rød-og hvidløg hakkes og steges lysebrune i en gryde, hvorefter de resterende ingredienser tilsættes – start med de flydende. Saucen varmes op til kogepunktet, og skal derefter simre i 25 minutter under jævnlig omrøring. Når de 25 minutter er gået, kan saucen evt. jævnes til den ønskede konsistens.

Tip: Den pullede pork, kan med fordel få de sidste par timer på grillen :) 



onsdag den 17. april 2013

Whisky islagkage med marcipan og chokolade

I anledningen af min kærestes 27 års fødselsdag, besluttede jeg mig for at pimpe en islagkage lidt op, så den blev mere maskulin. Resultatet blev en whiskyislagkage med marcipan og chokolade. De benhårde smagsdommere godkendte den, for at sige det på godt jysk ;-)

Mandelmarengsbund:
150 g mandler
2½ dl flormelis
1 spsk sukker
1 tsk bagepulver
4 past. æggehvider

Hak mandlerne meget fint - jeg brugte min minihakker og jeg smuttede ikke mandlerne. Bland de finthakkede mandler med flormelis og bagepulver i en skål. I en anden skål piskes æggehviderne med sukkeret til de er helt stive. Vend de piskede æggehvider sammen med mandelblandingen
Mandelmarengsmassen fordeles i en springform (24 cm i diameter) og bages i ovnen i 35 minutter ved 175 grader. Herefter skal bunden afkøles helt. Herefter skal bunden afkøles helt. Hvis bunden er for høj eller ujævn, kan den sagtens trykkes lidt sammen :)

Vaniljeis:
4 spsk sukker
1 tsk vaniljeis
2 past. æggeblommer
2½ dl piskefløde

Sukker piskes luftigt sammen med de past. æggeblommer, i en anden skål piskes fløden til en tyk creme. Vend sukkermassen sammen med den piskede fløde, og fordel cremen ovenpå den afkølede mandelmarengsbund. Dæk med husholdningsfilm og sæt islagkagen i fryseren i 2 timer.

Whiskymarcipan med chokoladestykker;
150 g marcipan
1 dl whisky
100 g mørk chokolade.

Whisky og marcipan æltes sammen i en skål, hak chokoladen og bland den sammen med whiskymarcipanen. Fordel massen ovenpå det første lag vaniljeis.

Lav endnu en omgang vaniljeis og fordel det ovenpå whiskymarcipanen, dæk med husholdningsfilm og sæt islagkagen i fryseren i mindst 4 timer.

Servering:
Tag islagkagen ud af fryseren 10 minutter før den skal serveres. Jeg pyntede islagskagen med marcipanbogstaver og marcipanstjerner :)


Daim islagkage med mandelmarengsbund

Jeg lavede denne her islagkage i weekenden, hvor min kærestes fødselsdag skulle fejres, og vi havde huset fyldt med gæster. Den blev ret lækker, jeg er især vild med bunden, som til og med var let at lave.

Mandelmarengsbund:
150 g mandler
2½ dl flormelis
1 spsk sukker
1 tsk bagepulver
4 past. æggehvider

Hak mandlerne meget fint - jeg brugte min minihakker og jeg smuttede ikke mandlerne. Bland de finthakkede mandler med flormelis og bagepulver i en skål. I en anden skål piskes æggehviderne med sukkeret til de er helt stive. Vend de piskede æggehvider sammen med mandelblandingen
Mandelmarengsmassen fordeles i en springform (24 cm i diameter) og bages i ovnen i 35 minutter ved 175 grader. Herefter skal bunden afkøles helt. Hvis bunden er for høj eller ujævn, kan den sagtens trykkes lidt sammen :)

Daim is:
8 spsk sukker
4 past. æggeblommer
½ l piskefløde
2 dobbelt daim
1 tsk vaniljesukker

Pisk æg og sukker luftigt, pisk fløden til en tyk creme i en anden skål. Hak halvdelen af daim i æggemassen og vend det sammen med flødeskummet. Hæld cremen over den afkølede mandelmarengsbund, dæk med husholdningsfilm og sæt islagskagen i flyseren i mindst 4 timer.

Servering, tag islagkagen ud af fryseren 10 minutter før servering, pynt med den sidste pakke daim, eventuelt lidt jordbær, marcipanstjerner som jeg gjorde eller lige det som man har lyst til :)

Fødselsdagsboller

De her fødselsdagsboller er fast inventar, når der holdes fødselsdag herhjemme. Opskriften er fra Frk.Jensens kogebog - 150 års jubilæumsudgaven. De smager så godt :-)

12 stk:

60 g blødt smør
1 dl kogende vand
1 ½ dl kærnemælk
1 tsk salt
2 spsk sukker
1 tsk stødt kardemomme
1 sammenpisket æg
20 g gær
ca 400 g hvedemel

Kom smørret i dejskålen og hæld det kogende vand over, rør til smørret er smeltet. Tilsæt kærnemælk, salt, sukker, kardemomme og 2/3 af ægget (resten gemmes til pensling), rør det sammen og tilsæt gær og rør grundigt. Tilsæt melet lidt efter lidt, skrab dejen ud på et melet bord og ælt grundigt og længe indtil dejen er blank, elsastisk og lige akkurat slipper fingrene.

Læg dejen tilbage i skålen og lad den hæve tildækket og lunt 1-2 timer til dobbelt størrelse.
Slå dejen ned og tril den til en pølse, del dejen i 12 stk, som trilles til boller.

Læg bollerne på en plade med bagepapir og drys med en lille smule mel, dæk bollerne til og lad dem hæve til dobbelt størrelse i 45 minutter. Bollerne pensles med resten af ægget blandet med lidt vand. Bollerne bages ved 225 grader i 12-14 minutter.

lørdag den 16. marts 2013

Lagkage med blåbærcreme

Virkelig lækker lagkage! Cremen er en Mette Blomsterberg opskrift http://www.dr.dk/DR1/det-soede-liv/Opskrifter/2010/sommerliv/uds_6/20100907143037.htm.
 Jeg bruger den som kagecreme mellem og ovenpå kakaolagkagebunde.

Blåbærcremen er et større projekt, der består af to dele; blåbærsylt og hvid creme, som skal laves dagen før, kagen skal lægges sammen.

Blåbær sylt:
  • 200 g. blåbær
  • 100 g. sukker
  • ½ stk. citron (saften fra)
  • ½ stk. vaniljestang
Hvid creme:
  • ½ l. piskefløde
  • 4 bl. husblas
  • 150 g. hvid chokolade
  • + alt blåbær sylt
Blåbær sylt:
Vaniljestangen flækkes på den lange led og vaniljekornene skrabes ud med en lille kniv. Mas kornene med en anelse af sukkeret sammen på bordet med en paletkniv, således at kornene skilles ad. Vaniljesukker, den tomme vaniljestang, sukker, citronsaft og blåbær småkoger uden låg ca. 15 minutter og gryden tages af varmen. Den tomme vaniljestang tages op og sylten blendes kort med en stavblender. Afkøles helt i køleskab, minimum 2 timer, eller gerne til næste dag…

Hvid creme:
Husblassen lægges i blød i en ½ liter koldt vand i en ½ time. Fløden varmes i en lille gryde til ca. 80 grader.
Imens hakkes chokoladen fint og kommes op i en lidt stor skål. Halvdelen af den varme fløde hældes over den hakkede, hvide chokolade og der røres godt med en ske eller en dejskraber til chokoladen næsten er smeltet og massen er skinnende blank. Tilsæt resten af den varme fløde og rør igen. Husblassen vrides for vand og kommes direkte op i, mens der røres igen. Passér cremen gennem en sigte.
Tildækkes med film og afkøles helt i køleskab minimum 2 timer eller gerne til næste dag.

Anretning:
Blåbærsylten og den hvide creme vendes forsigtigt sammen, og fordeles mellem og ovenpå kakaobundene. Grunden til at der ikke er en opskrift på kakaobundene er, at jeg har verdens bedste bager i nærheden, som sælger lækre lagkagebunde til en fornuftig pris :-)
Lagkagen pyntes med et væld af friske blåbær.

Hvis man er mere til eksempelvis jordbær, så kan man selvfølgelig erstatte blåbærene med andre bær ;-)