onsdag den 17. april 2013

Fødselsdagsboller

De her fødselsdagsboller er fast inventar, når der holdes fødselsdag herhjemme. Opskriften er fra Frk.Jensens kogebog - 150 års jubilæumsudgaven. De smager så godt :-)

12 stk:

60 g blødt smør
1 dl kogende vand
1 ½ dl kærnemælk
1 tsk salt
2 spsk sukker
1 tsk stødt kardemomme
1 sammenpisket æg
20 g gær
ca 400 g hvedemel

Kom smørret i dejskålen og hæld det kogende vand over, rør til smørret er smeltet. Tilsæt kærnemælk, salt, sukker, kardemomme og 2/3 af ægget (resten gemmes til pensling), rør det sammen og tilsæt gær og rør grundigt. Tilsæt melet lidt efter lidt, skrab dejen ud på et melet bord og ælt grundigt og længe indtil dejen er blank, elsastisk og lige akkurat slipper fingrene.

Læg dejen tilbage i skålen og lad den hæve tildækket og lunt 1-2 timer til dobbelt størrelse.
Slå dejen ned og tril den til en pølse, del dejen i 12 stk, som trilles til boller.

Læg bollerne på en plade med bagepapir og drys med en lille smule mel, dæk bollerne til og lad dem hæve til dobbelt størrelse i 45 minutter. Bollerne pensles med resten af ægget blandet med lidt vand. Bollerne bages ved 225 grader i 12-14 minutter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar